I dag blev dagen, hvor årets største tomat-høst skulle omsættes til ketchup!
Med en knap så heldig ketchup-oplevelse i bagagen (smagte mest af sukker og chili), valgte jeg denne gang at følge en opskrift.
Google er som altid ens ven, når man skal finde opskrifter – valget faldt på én fra siden Valdemarsro – ganske lidt tilpasset efter mine tomater Årsag? Har tidligere prøvet deres vafler (mums), de skriver, de også er til Heinz-ketchup og ingredienserne var til at finde ud af
Ingredienser til hjemmelavet ketchup
550 g. tomater fra drivhuset
1 æble
3 små rødløg
1 fed hvidløg
50 g. sukker
2 spsk. brun farin
½ dl. æbleeddike
1 knivspids stødt nellike
1 tsk groft salt
friskværnet peber
Æblet og løg skrælles og skæres i tern; hvidløget knuses – og det hele kommes i en gryde sammen med de lækre tomater i ca. en time. Lad det køle lidt af, inden du blender det. Sigt tomatmassen ned i gryden igen, så du er sikker på, at den er helt fin. Smag til og kog op, til den har en nogenlunde konsistens. Tilsæt evt. Atamon for holdbarhed. (Jeg lod det koge ca. en time, men ikke sikker på, at det var helt nok.)
Blev så glad, da jeg prøvesmagte, for: Det smager jo af ketchup!
Husk: Cocio og Froosh-flasker virker ganske glimrende som ketchup-flasker – og så er det en god undskyldning, for en lækker lille drink mens din ketchup koger ind (jeg vasker selvfølgelig flaskerne godt af og giver dem et skyl af Atamon og varmt vand inden jeg fylder ketchup i)
Hej Jannie, sikke en fin blog du har her! For da slet ikke at tale om de lækre tomater – mine har desværre ikke rigtigt villet noget i år …